Tips og tricks

Her er et par tips. Har I også nogle gode tips? Skriv dem gerne til mig!


Lav dit eget vaniljesukker

Det er både bedre og billigere at lave sit eget vaniljesukker. Man genbruger faktisk vaniljestangen, som man ofte smider ud. Læs mere om, hvordan du laver dit eget vaniljesukker.


Put revne gulerødder, squash eller andre grøntsager i dine boller og brød

Jeg putter ofte revne gulerødder i mine boller og brød, da de er med til at holde på fugten i brødet. Det gør, at brødet kan holde sig i flere dage uden at blive tørt og kedeligt. Disse rødbedeboller holder sig friske og svampede i flere dage.


Pensl dine boller med vand eller mælk

Det er ikke altid, at man har æg i køleskabet. Alternativt kan du pensle sine boller eller brød med mælk eller såmænd vand fra hanen. Det er med til at få kernerne til at hænge fast på brødet under bagningen.


Hold på fugten i brødet

Jeg stiller ofte et fad ind i ovnen med lidt vand i når jeg bager brød. Det gør, at fugten fra brødet ikke fiser ud med varmen, men i stedet forbliver i brødet, da vandet i fadet fordamper og kompenserer for det vand der fiser ud ved bagning.


Koldhævet brød giver mere smag

Koldhævning betyder at lade dejen hæve i køleskabet i minimum 8 timer. Jeg lader ofte min dej stå i køleskabet natten over af flere grunde. For det første er koldhævning nemmere, da koldthævet dej ofte blot røres som en tyk grød og derfor ikke skal æltes. For det andet får melet tid til at udvikle sig til en skøn brødsmag. Brødet bliver luftigt, saftigt og mere holdbart samt det får en bedre sammenhængende krumme. For det tredje bliver skorpen sprødere og krummen sejere, fordi brødet får tid til at syrne under hævningen – så undgår man også smagen af gær. For det fjerde er det nemt at overraske andre med friskbagte boller om morgenen, da du blot skal forme bollerne eller brødet, eller i nogen tilfælde blot klaske dejen op på noget bagepapir, inden de skal i ovnen.

Tip: det er vigtigt ikke at spare på saltet, når man laver dej, der skal koldhæves.


Hvis du arbejder med en meget klistret dej

Hvis du gerne vil forme brød eller boller af en meget klistret dej, kan du hælde lidt olie på dine hænder og evt. på dejen. Så er dejen nemmere at arbejde med, da dejen ikke vil klistre sig fast til dine hænder. Ellers er det også en god ide blot at bruge en grydeske, hvorefter du klasker det op på en bageplade uden at forme dem med hænderne.


Brug surdej, når du bager

Jeg er overbevist. Surdej gør bare noget godt ved brødet! Når man bruger surdej ved bagning smager brødet bare af mere. Surdej er med til at bringe kornets smag frem i brødet og giver samtidig brødet en aromatisk syrlig smag, som stammer fra mælkesyrebakteriernes produktion af syre og aromastoffer. Krummen bliver saftig og får en krumme, der er forholdsvist fast, og som gør, at den smuldrer mindre. Surdejen bidrager desuden til en længere holdbarhed og så behøver du ikke at bruge så meget gær som normalt. Surdejen kan dog ikke erstatte gær, men det gør det muligt at bruge langt mindre gær, hvis du anvender koldhævning. Så er man til brød med en sprød skorpe, en sej krumme og et brød, der bare smager af mere, så er surdej altså vejen frem.