Da jeg jo ikke må spise sukker (læs mere om det at være sukkerfri), må jeg nogle gange være kreativ for at få stillet slik tørsten. Igår lavede jeg derfor sunde havregrynskugler uden sukker og smør. Jeg ville have lavet dem med dadler, men da jeg kun havde svesker, blev det dem.
Ingredienser: Havregrynskugler (cirka 20-25)
- 150 g tørrede dadler uden sten eller fx svesker
- 75 g nødder (jeg brugte mandler og hasselnødder)
- 40 g kokosmel
- 40 g havregryn
- 25 g usødet kakao
- saften fra 1/2 appelsin
- ekstra kokosmel til at rulle i
Fremgangsmåde
Start med at hakke nødderne til mel. Det gør du ved at blende dem i en blender eller i en minihakker.
Hæld herefter de udstenede dadler eller svesker sammen med melet, og blend det sammen – kom også saften fra appelsinen i. Tag en anden skål og bland havregryn, kokosmel og kakao sammen inden det hele skal æltes sammen. Hvis du synes, at massen mangler lidt væske, tilsæt da lidt ekstra appelsinsaft. Nu skal dejen på køl i cirka en time.
TIP: hvis man vil lave dem lidt mere julet, kan man krydre havregrynskuglerne med lidt kanel eller kardemomme – eller lidt hakket mørk chokolade (70%).
Kan man smage dadlerne?
Ja, det kan man godt, men det er ikke dominerende, da smagen også er blandet med kokos og kakao.
/Maria
Jeg har lavet havergrynskuglerne og de smagte fantastisk!
Jeg havde ikke kakaopulver men jeg puttede kanel og brombærpulver i.
Hvor dejligt at høre 🙂 Og lækkert med kanel og brombærpulver – I LIKE!