Det her er min bedste opskrift på grovboller eller fuldkornsboller.
Jeg elsker at bage og gør det ofte. Når jeg bager boller er jeg især glad for en speciel opskrift, som jeg ved, giver gode og nemme grovboller eller fuldkornsboller hver gang. Det er en dej, som skal stå natten over i køleskabet (koldhævede), og så er dejen klar til næste morgen, hvor man kan stå op til frisk bagte boller – det er da dejligt. Og så er der næsten ingen fedtstof i. Jeg går ud fra grundopskriften, men varierer ofte ingredienser alt efter, hvad jeg har i skufferne og køleskabet. Men her har I grundopskriften, hvis man kan kalde den det.
Ingredienser: fuldkornsboller
- 150 g fuldkornsmel (grahamsmel, rugmel etc.)
- 450 g hvedemel
- 50 g havregryn
- 50 g kerner (græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø etc.)
- 1/2 pose tørgær eller 25 g alm. gær
- 4 tsk. salt
- 2 små revne gullerødder
- 1 spsk olie
- 2 1/2 dl. kærnemælk (eller A38, yoghurt etc.)
- 4 dl. vand
Jeg plejer altid at lave dobbeltportion.
Fremgangsmåde
Start med at blande alle de tørre ingredienser inkl. tørgær. Tilsæt de revner gulerødder og bland det sammen. Herefter tilsættes de våde ingredienser og det hele blandes godt rundt – dejen vil være klistret, men det sker der ikke noget ved og er meningen. Dejen skal nu stå tildækket i køleskabet natten over.
Når dejen har stået natten over, skal dejen æltes igennem – der skal bruges lidt mel, da dejen stadig er lidt klistret, men brug ikke for meget! bare hæld lidt på bordet ved æltning. Du kan også bare klaske dem op p ånoget bagepapir, så er du fri for at få fingrene i den klistrede dej.
Form cirka 12 boller og og lad dem efterhæve i cirka 1/2 time (kan undværes, hvis du er knap på tid).
Pensl bollerne med mælk og drys med kerner efter eget valg. Jeg brugte sesamfrø, havregryn og græskarkerner. Eller fx nogle friske krydderier.
Bollerne skal bages ved 200 grader i ca. 16 min. Hvis du vælger varmluftsovn og to plader inde på samme tid. Sørg da for at bytte pladerne efter halvdelen af tiden (8 min.).
Hej.
Skal det være tørgær? – Kan man ikke anvende alm. gær? 🙂
Du kan sagtens bruge almindeligt gær i stedet for tørgær. 1 pose tørgær svarer til 50g gær 🙂
Kh. Maria/madgladmad
Hej..
Kan man godt skære ned på hvedemel, og så putte mere fuldkornshvedemel, rugmel osv. i ? 🙂
Hej Majbritt
Tak for din kommentar. Du kan sagtens erstatte noget af hvedemelet med en grovere type mel, du skal bare være opmærksom på, at du så også får en tungere bolle. Jeg ville max putte 200-250 g grov mel i opskriften. Du kan også putte ruggryn i dejen i stedet for havregryn eller fx forhøje til 100g gryn og istedet skære ned for hvedemelet 🙂 Det gode ved denne opskrift er, at man kan variere i al uendelighed, så det er bare at afprøve noget forskelligt 🙂 Det er også det, som jeg synes, er det sjoveste. Held og lykke med det.
Kh. Maria/Madgladmad
Dette er blevet min favorit når jeg skal bage boller!
En virkelig god grundopskrift som bare altid bliver god og så er der rig mulighed for at udnytte de rester man lige har og variere efter humør 🙂
Jeg bager dem også ofte med almindelig hævning – putter lidt ekstra gær i, lunkent vand og lader den hæve på bordet en halv til en hel time, hvorefter jeg former bollerne, efterhæver og bager. Det er lige så godt, og praktisk hvis man ikke har tid til at lade dem langtidshæve 🙂
Tak for en god opskrift!
Hej Sidsel
Åååh.. det er jeg bare så glad for at høre 😀
Mvh. Maria