Min mor havde fødselsdag dagen efter, jeg kom fra New York, så jeg fløj direkte til Aalborg fra København i stedet for at tage hjem til Århus. Min mor er meget konservativ med hensyn til hendes valg af fødselsdagsmad. Hun vælger ALTID hamburgerryg med kogte grøntsager og smørsovs. Og til dessert vælger hun altid citronfromage, da hun elsker citron. Så det måtte jeg begive mig i kast med, da jeg havde sat mig på desserten. Det er jo yndlingsretten at lave. Det eneste der skræmmede mig lidt var de mange husblas (vi lavede nedenstående opskrift x 4), da jeg ikke er vant til at bruge husblas. Det gik nu smertefrit og uden problemer.
Ingredienser: Citronfromage (4 personer)
- 4 blade husblas
- 3 pasteuriseret hele æg
- 100 g sukker
- 1 tsk revet citronskal
- 1/2 dl. citronsaft
- 1/4 liter fløde (gem lidt til pynt)
Fremgangsmåde
Start med at putte husblasen i blød i noget koldt vand i cirka 10 minutter. Derefter skal du piske de pasteuriserede æg og sukker til en luftig æggesnaps.
Riv forsigtigt skrællen af den økologiske citron – husk ikke at rive så meget så du får det hvide med. Pres derefter saften ud af citronen, således der er 1/2 dl. saft.
Tag husblasen op og smelt det over et vandbad. Hæld derefter citronskallen og citronsaften op i den smeltede husblas. Bland det i den luftige æggesnaps.
Pisk nu fløden til flødeskum og vend det forsigtigt med det andet. Gem noget af flødeskummen til at dekorere citronfromagen inden servering.
Nu skal du hælde det op i en flot skål, som du vil bruge til servering. Fromagen skal nu køle af udenfor eller i køleskab til det er stivnet. Lav den i god tid for en sikkerheds skyld, så er du sikker på, at den er stivnet til gæsterne kommer.

Lidt ømt, men havde ingen sprøjtepose.
Årh, jeg elsker simpelthen citronfromage udover det sædvanlige! Er vild med billedet hvor flødeskummet lige er kommet ovenpå den flotte solgule masse 🙂
Citronfromage er også bare lækkert… Ja, det er fusionen mellem to lækre ingredienser 😉