Min kæreste og jeg er tit uenige om, hvilken kage jeg skal bage, da han mest er til tærter med bær. Jeg er vild med tærter, men ikke hver gang.. Der må meget gerne være noget variation. Denne gang fik han dog overtalt mig til at bage en tærte, men det var også kun fordi jeg fandt en lækker opskrift i en af mine bøger: “kager der smager” af Alette Bertelsen. En brombærtærte med crumble. Når jeg laver favorit tærten – æbletærten – laver jeg ikke en bund, men kun en top. Brombærtærten havde både det ene og andet og jeg gav mig derfor i kast med den nye tærte – til stor tilfredstillelse hos kæresten.
Ingredienser: Mandeltærtebund
- 100 g mandler
- 50 g rørsukker
- 150 g hvedemel
- 100 g smør
- 1 æg
Fremgangsmåde: Mandeltærtebund
Hak mandlerne fint evt. i en blender eller en stavblender, som jeg gjorde. Jeg smuttede mandlerne inden – der står dog ikke noget om det i opskriften, og jeg synes egentlig ikke, at det er nødvendigt. Bland herefter de hakkede mandler med sukker og mel. Skær smørret i små stykker og kom det op til resten. Ælt det hele sammen og tilsæt til sidst et sammenpisket æg. Dejen bliver lidt klistret nu. Fordel dejen i en tærteform og prik bunden med en gaffel. Nu er bunden færdig – sæt den gerne i køleskabet, mens du laver det sidste.
Ingredienser: Crumble
- 50 g hvedemel
- 75 g havregryn
- 75 g rørsukker
- 75 g smør
Fremgangsmåde: Crumble
Bland mel, havregryn, rørsukker og smør sammen. Dejen skal samles med hånden – det tager lidt tid. Dejen skal til sidst samles til en fast lille klump, men skal stadig forblive smuldret. Crumblen skal smuldres over tærten som det sidste.
Ingredienser: Brombærtærte fyld
- 300 g brombær
- 2 spsk havregryn
Fremgangsmåde: Brombærtærte fyld
Tag tærten ud af køleskabet og drys havregrynen over bunden. Fordel brombærerne ovenpå og husk at dræne dem, hvis de er meget våde. Herefter skal crumblen smuldres over bærerne, og tærten er klar til at blive bagt.
Tærten skal først bages i 15 minutter ved 200 grader. Sænk herefter varmen til 180 grader og bag tærten færdig i cirka 15-20 minutter. Tærten er bedst lun, men også fantastisk dagene efter 😉
Uhm den ser virkelig lækker ud, det er super med bund og top. Den næste tærte jeg skal prøve er en tærte med friske fresker og hindbær. Ha en dejlig aften.
Hej monsterscircus. Det lyder også som en god ide – du må endelig fortælle hvordan den kommer til at smage 🙂 God aften til dig også!
Hov der skulle have stået friske ferskner, yep det skal jeg nok.
Den tærte ser godt nok lækker ud! 🙂
Tak! 😉 Den var også lækker – en lille, men god bombe 🙂
Rigtig dejlige tærte! Nem at lave og yderst lækker smag -1000 tak herfra-
Hej Ellen! Dejligt at høre 🙂 Den er nemlig så nem og hurtigt, perfekt til uventede gæster 🙂 Kh. Maria
Går igang med at lave den nu. Glæder mig, for den lyder superlækker, og vi har 100vis af brombær ude i haven. Smider lige en opfølgende kommentar, når vi har smagt på den senere:)
Lyder godt 🙂 Jeg glæder mig til at høre, hvordan den blev!
Kh. Maria/madgladmad
Jeg brugte en persillehakker til mandlerne – det er yderst effektivt!
Super godt tip! 🙂
kh. Maria/Madgladmad