Der har bredt sig en vidunderlig duft af æble og kanel, som er svært forstyrrende. Jeg sidder og læser til eksamen, og kan kun tænke på tærten, som just er kommet ud af ovnen. Endnu en overspingshandling. Jeg har nemlig lige bagt æbletærte. Jeg har noget for æbler, jeg er tosset med dem, så især denne tærte får mit mundvand til at løbe. Det er en tærte, som jeg ofte laver, fordi den ikke kan gå galt. Den smager fantastisk, og så er den nem og hurtig at lave. Det er en opskrift, jeg har fået af min svigermor, som lavede den en aften for mange år siden – jeg måtte bare have opskriften. Og her er den så.
Ingredienser: tærtedej
- 150 g hvedemel
- 100 g smør
- 100 g sukker
- 2 tsk vanilje sukker eller kornene fra en halv vaniljestang
Ingredienser: æble fyld
- 3-4 æbler
- 1-2 tsk kanel
- lidt sukker (kan undlades, jeg er bare vild med søde kager)
Fremgangsmåde: æbletærte
Start med at skære æblerne i tern, og hæld dem i en form eller springform. Æblerne skal dække bunden og må gerne fylde et lille stykke op af formen – dog ikke helt oppe til kanten. Der skal gerne være plads til tærtens crumble låg.
Drys derefter kanel (og evt. sukker) over æblerne og rør rundt, så det bliver fordelt. Brug kun sukker, hvis æblerne er lidt syrlige.
Nu til dejen. Bland alle ingredienserne sammen og ælt dejen med hænderne. Først kan det virke som om, at der mangler væske, men bare bliv ved med at ælte. Den skal nok ende med en dejlig fed dej som nedenunder. Bare giv den lidt tid og tålmodighed.
Når du har æltet dejen færdig, skal du brække små stykker af dejen og fordele det over æblerne. Det er meningen, at det skal se klumpet ud. Det eneste du skal være opmærksom på er, at dejen nogenlunde dækker æblerne. Så har du et crumble låg til æbletærten.
TIP: Med hensyn til vaniljesukkeret, som skal anvendes i denne kage, laver jeg mit eget af alm. sukker og brugte vaniljestænger. Hvis man starter fra bunden med sit eget sukker, skal man bruge kornene fra mindst en vaniljestang og derefter fylde sukker i krukken. Ellers kommer jeg bare de udskrabede vaniljestænger ned i krukken og ryster rundt. Sukkeret tager smag fra vaniljestængerne! Det er vidunderligt nemt, og så genbruger man de lækre vaniljestænger. Hver gang du så har brugt af vanillesukkeret, fylder du blot lidt ekstra sukker i glasset, og så fylder du løbende op med nye udskrabede vanillestænger
Jeg har også gemt mine udskrabede vaniljestænger, og lader dem tørre. Herefter blender jeg vaniljestængerne, og kommer pulveret i sukkeret. Det giver en god smag og kan evt. bruges til at supplere vaniljesukkeret op med også.
Kagen skal i ovnen ved 180 grader og bages i cirka 30-35 minutter.
Ps. Tærten smager bedst med noget tilbehør – som fx creme fraise, skyr eller vanilje is.
Wauw den æblekage ser fantastisk ud! Lige den rette crust 🙂
Tak 🙂 Det gode er, at den simplethen er så let at lave! 🙂
Jeg er kun 9 år og jeg kunne lave den, det er super let og det smager rigtig godt 😉
Hej Nadia!
Det var godt at høre – den er nemlig rigtig let og hurtig at lave (og lækker), hvis man pludselig får gæster eller får lyst til noget lækkert 😉 Ja, flødeskum er helt klart også lækkert!
Kh. Maria/Madgladmad
Ps: Smager bedst med fløde skum 🙂
Ps. Fedt at du kun er 9 år, og allerede har lysten og evnen til at bage! 🙂